NYHEDSBREVET SES BEDST I EN BROWSER
Nyhedsbrev december 2021

 

Feedbackkultur - svar på survey

 
Når vi til næste år tager den ny målbeskrivelse i brug, bliver kompetencevurdering, via de generiske kompetencekort, et helt centralt element.
Hvis blot kompetencekort bliver anvendt som afkrydsningsskemaer uden supplerende feedback, vil disse kompetencevurderinger komme til at have karakter af små eksamener uden potentiale for udvikling. Hyppig feedback til uddannelseslægen skal således fungere som autopiloten på et fly, hvor hyppige små korrektioner sikrer at, uddannelseslægen når sikkert frem til målet – speciallæge i ortopædisk kirurgi.
Feedback skal således ikke alene være positiv og negativ feedback som vi kender det fra biologien, men være konstruktiv, så den korrigerer og ansporer den uddannelsessøgende læge til at komme på rette spor.  
 
Og hvordan står det så til med feedback på de ortopædkirurgiske afdelinger? Det har en del af jer været med til at svare på, da uddannelsesudvalget i foråret udsendte surveyet under overskriften “Feedbackkultur - hvis du ikke hører noget…!”
Surveyet viste blandt andet, at den feedback der bliver givet rundt på de ortopædkirurgiske afdelinger, er konstruktiv og godt kan bruges fremadrettet, men der er bred enighed om, at der bliver givet for lidt feedback. Flere nævner dog, at hvis blot de efterspørger feedback, så får de også hvad de efterspørger. Det er derfor noget skuffende at måtte konkludere, at hele 30 % af de uddannelsessøgende læger ikke selv efterspørger feedback, men giver begrundelsen at hverdagen er for travl eller at det er lettere at lade være. Overraskende er det også, at op mod 50 % af hoveduddannelseslægerne ikke kender til kompetencevurderingsredskaber som OSATS eller mini-CEX og at kompetencevurderingsredskaber deraf sjældent bliver brugt på afdelingerne. Så derfor:  
 
Efterspørg feedback
Kend dine kompetencevurderingsredskaber
God feedback tager mindre end 5 min  
 
Med den ny målbeskrivelse skal kompetencevurderingsredskaber, i form af de nye kompetencekort, nok komme i fokus og blive alment kendt. Men for at kompetencekortene bliver anvendt, er det vigtigt at rammerne sættes og mulighederne for supervision udnyttes, under erkendelse af at feedback ikke behøver tage lang tid. Samtidig er det vigtigt at der bliver taget ansvar for egen læring, og at supervision og feedback bliver efterspurgt
Derfor er vores tre råd efter surveyet:
1. efterspørg selv feedback og du vil med høj sandsynlighed få det du efterspørger.
2. Kend dine kompetencevurderingsredskaber for de er et godt udgangspunkt for at give feedback.
3. Sidst men ikke mindst, så tager det ikke lang tid at give god og konstruktiv feedback - så gør det!  
 
 
UDDU har lavet et lille slideshow om feedback. Brug det til 5 min morgenundervisning på afdelingen. Det kan sagtens tåle gentagelse.    
 
Feedback modtages gerne ;)  
 
På vegne af UDDU  
 
Martin Bille Henriksen
Andreas Balslev-Clausen
Frameld dig dette nyhedsbrev