|
Her er din nye hverdag
Landet over er man i gang med de såkaldte kvalitetsfondsbyggerier, hvor nye hospitaler skal erstatte gamle slidte og utidssvarende hospitaler. Det gennemgående koncept er, at de nye hospitaler gennem ny teknologi og nye arbejdsgange skal skabe mere effektive patientforløb. Tanken er jo logisk – i en tid hvor antallet af patienter stiger og rekruttering af personale er udfordret, vil en effektivisering af denne art kunne løse en del af problemerne. Der er sågar sat tal på effektiviseringen, idet man forudsætter en effektivisering på 8% - altså at man med samme ressourcer vil kunne behandle 8% flere patienter.
Min egen afdeling er selv flyttet til det nye Regionshospital Gødstrup i februar, hvor man samlede funktionerne fra Herning og Holstebro i det nybyggede hospital. Lad mig slå fast – det har været fantastisk at få samlet de to hospitalers funktioner på samme matrikel. Slut med udefunktioner og to vagthold samt evindelige overflytninger af patienter mellem hospitalerne. Det er også fantastisk med nye flotte rammer i stedet for de to gamle nedslidte hospitaler. Men glem alt om effektivisering. Alle prognoser for vores aktivitet lagt før flytningen ligner noget, der er lavet uden relation til den virkelighed vi nu oplever. Ud over den generelle personalemangel har den geografiske flytning af Holstebro aktiviteterne til Herning medført, at mange fik længere afstand til arbejde og ikke ville flytte med. Ny teknologi som automatisk affaldssortering og linned transport samt robotter til transport af varer og operationsinstrumenter fungerer ikke og må erstattes af manuelt arbejde, som det har været vanskeligt at rekruttere medarbejdere til. Sammenlægning af operationsafsnittene har også været en udfordring. Værst af alt fungerer den nye sterilcentralløsning og det såkaldte ”Region Midt Steriflow” slet ikke stabilt. Mangel på operationsinstrumenter til operationerne begynder derfor at være en definerende faktor for hvad vi laver. På de værste dage har vi måttet operere det vi kunne få instrumenter til og aflyse eller udskyde alt andet. Med andre ord, vis mig dit køleskab og jeg skal vise dig, hvad der er på menuen i dag. Det er naturligvis dybt utilfredsstillende og har haft konsekvenser for patienterne. Glem alt om pukkelafvikling og sig goddag til pukkelopbygning. Akutte patienter venter urimeligt længe på operation. Eksempelvis har vi en operationsstue med personale dedikeret til at prioritere hurtig operation af hoftebrudspatienter, men trods det er kun 50% opereret inden for 24 timer i løbet af maj måned. Det er naturligvis ikke holdbart i længden og der arbejdes intensivt på at få det løst. Men ny teknologi spænder ben og i stedet for at være en hjælp, bruges masser af ressourcer på manuelt at håndtere processerne i stedet.
Er det så ikke fuldstændig dræbende for arbejdsglæden? Nej mærkeligt nok ikke i det omfang man kunne frygte og det undrer mig faktisk. Jeg tror at det skyldes, at som under første Covid bølge arbejder alle konstruktivt sammen for at løse de mange problemer lige fra teamet på operationsstuen til ledelsesniveauet.
Hvad der derimod kan blive en mere varig udfordring er, at hvor man for kort tid siden diskuterede om de nye sygehuse havde sengepladser nok diskuterer man nu, hvordan man kan bemande sengene. Det er især en trussel for ortopædkirurgi med mange elektive patienter, idet man prioriterer de akutte patienter, hvorfor sengene i stedet fyldes op med medicinske patienter. Det betyder mindre kapacitet til eksempelvis hofte og knæalloplastikker. Mangel på narkose og operationssygeplejersker reducerer ligeledes den elektive kapacitet og presser patienterne ud på ventelister eller privathospitaler. Et af løsningsforslagene er, at lade andre faggrupper overtage eksempelvis sygeplejeopgaver, men det udfordrer kvaliteten i behandlingen. Så til alle jer der står til at flytte ind i de nye hospitalsbyggerier – glæd jer til en lidt blandet fornøjelse af udfordringer og glæder. De gamle udfordringer flytter med og I får en række nye oveni. Jeg er dog sikker på, at vi over tid får løst mange af de teknologiske udfordringer, men de strukturelle problemer i sundhedsvæsenet løses ikke af nye hospitaler. Hvis problemerne med mangel på personale ikke løses, vil man i de kommende år se et offentligt sundhedsvæsen, der tvinges til at fokusere på akutopgaven og ikke vil være i stand til at varetage elektive opgaver i tilstrækkeligt omfang. Jeg har ikke løsningen, men et godt sted at starte, er at sætte gang i den prioritering og justering af ventetidsgarantierne, som politikerne indtil nu ikke har ønsket at røre ved.
Nogen påstår, at det vi nu oplever er starten på enden for den danske velfærdsmodel for sundhedsvæsenet. Jeg håber ikke, at det er tilfældet og at vi som ortopædkirurger også i fremtiden vil være en væsentlig del af de offentlige hospitaler med en bred vifte af behandlinger såvel akutte som elektive.
Til slut vil jeg ønsker jer alle en god sommer og opfordre jer til at kigge forbi ortopaedi.dk, hvor programmet for kongressen i Vingsted i uge 46 nu ligger klar.
|