6 NYE Korte Kliniske Retningslinjer (KKR) I ÅR
Kære DOS medlem
Så er sommeren ved at være overstået og vi skal i DOS have arbejdshandskerne på igen.
DOS satser fortsat på de ”Korte Kliniske Retningslinjer” (KKR).
Korte Kliniske Retningslinjer er, som bekendt, retningslinjer der har til formål at besvare et enkelt eller 2 specifikke spørgsmål om en given behandling. Retningslinjen beskriver herefter hvordan man med fordel kan forholde sig i en given situation.
Hvis man i et eller 2 fagområder har en tvist om et specifikt fagligt spørgsmål så anvender man den ”korte kliniske retningslinje” til at besvare dette spørgsmål.
Vi afholdt i år, efter en ”Coronapause”, igen KKR-internat i Nyborg i uge 10. På internatet blev der opstartet arbejde med 6 KKRér. Nogle af disse er nye og andre er revisioner af tidligere KKRér som står for at udgå.
Under denne ”klumme” er indsat 6 ”bokse” med titel, arbejdsgruppemedlemmer og fagområde på de KKRér der er udfærdiget i år. Disse 6 KKRér ligger fra 15/8 og til udgangen af september til høring på DOS hjemmesiden.
Hvis du er nysgerrig efter at se resultatet af forårets anstrengelser så log ind og se høringen. Har man kommentarer eller rettelser kan man afgive høringssvar. Efter endt høringsperiode rettes/tilpasses KKR til endelig udgave der godkendes og gøres tilgængelige op til kongressen i uge 46.
Som formand for kvalitetsudvalget vil det fortsat være mit mål at etablere størst mulig accept blandt mine kolleger af at vi i DOS er nødsaget til at arbejde evidensbaseret. I mine øjne er det bedste værktøj vi har til rådighed til dette formål fortsat de korte kliniske retningslinjer.
Allerede på nuværende tidspunkt skal jeg derfor bede fagområderne om at gå i tænkeboks og fremfinde emner til KKR-forløb 2023 samt deltagere til arbejdsgrupper. Der vil igen i 2023 blive afholdt et opstartende KKR seminar for de nedsatte arbejdsgrupper. Dette vil komme til at foregå i Nyborg torsdag og fredag d. 9.-10. marts 2023. Jeg ser frem til at vi i 2023 sætter gang i et rekordstort antal Korte Kliniske Retningslinjer.
Da undertegnede blev valgt som formand for kvalitetsudvalget i 2016 formulerede vi i Kvalitetsudvalget en ansøgning til DOS bestyrelsen om det fremtidige KKR arbejde. På denne baggrund blev det bevilliget, at vi kunne arbejde med KKR på den nu velkendte måde i 5 år frem til og med 2022. Når vi når frem til DOS kongressen 2022 ville denne bevilling således være udløbet.
Da vi i kvalitetsudvalget mener at KKR arbejdet har været positivt og har båret frugt, har vi nyligt ansøgt bestyrelsen om midler til endnu en periode med KKRér. DOS bestyrelsen har på baggrund af denne ansøgning bevilliget endnu 5 år, hvor vi kan fortsætte arbejdet og udfærdige nye KKR’er.
På DOS kongressen 2022 har Kvalitetsudvalget planlagt et seminar, hvor alle er velkomne til at diskutere fordele og ulemper ved KKR arbejdet, så vi om muligt kan sikre endnu bredere repræsentation i arbejdet. Jeg syntes indtil videre at KKR arbejdet har sat stort aftryk i den kliniske hverdag. På kongressen 2022 er undertegnedes valgperiode forbi, men det er mit håb at min efterfølger som formand for kvalitetsudvalget kan få inspiration til at fortsætte det vigtige arbejde med KKR.
Med venlig hilsen og god sen-sommer
|