Kære DOT medlem!
I DOT´s bestyrelse håber vi at, i alle får en glædelig jul og kommer godt ind i det nye år.
I det forgangne år lykkedes det os at komme over 100 medlemmer.
Vi er således en forening i vedvarende vækst. Det er vi stolte af.
Herunder omtales et par af de punkter som vi aktuelt arbejder med i bestyrelsen:
Multicenter studier i Danmark på patienter med frakturer – et forslag til nationalt samarbejde:
Vi har tidligere skrevet om dette emne i vore medlemsbreve. Som vi redegjorde for på generalforsamlingen vil vi gerne i DOT regi forsøge at søsætte et projekt, der på sigt kan munde ud i danske multicenterstudier om frakturpatienter.
Der er nu indkaldt til "opstartende møde" i gruppen. Umiddelbart er det kun dem, der meddelte deres interesse på generalforsamlingen, der har modtaget invitationen. Hvis din afdeling ikke er repræsenteret så kan du meddele din interesse! Indkaldelse til opstartende møde.
ESTES:
Henrik Eckardt er DOT´s repræsentant i ESTES. Seneste møde blev afholdt i oktober.
Du kan læse Henriks "referat" og overvejelser efter mødet her.
Specialespecifikt kursus i traumatologi:
Til gallamiddagen på DOS kongressen modtog Michael Brix den gyldne YODA. Michael Brix har været kursusleder for det specialespecifikke kursus i traumatologi de seneste 3 år. Netop afholdelsen af dette kursus, der af kursisterne betegnes som det bedste af alle specialespecifikke kurser, var en væsentlig årsag til at Michael blev hædret.
Vi er i traumeselskabet rigtigt stolte af et det netop er "vores" kursus, som kursisterne peger på som det bedste af alle specialespecifikke kurser. Sådan håber vi det kan fortsætte. Michael Brix har sagt ja til at afholde kurset i uge 30 2014 for 4. og sidste gang. Fra 2015 har DOT indstillet at kurset overgår til at skulle afholdes i Ålborg med Søren Kold som kursusleder.
Hjemmeside:
Vi arbejder løbende med vores hjemmeside! Finder du fejl, mangler osv. under brug af siden bedes du gøre vores webmaster opmærksom på dette!
Medlemsbreve:
I det kommende år vil vi tilstræbe cirka hver 3-4 måned at rundsende et medlemsbrev.
Typisk vil dette ske efter afholdelse af et bestyrelsesmøde. DU har også mulighed for at sætte dit fingeraftryk på disse medlemsbreve. Hvis der er emner du syntes burde indgå, kan du skrive til sekretær eller formand!
Endnu engang glædelig jul og godt nytår!
På vegne af DOT
Nanna Salling og Frank Damborg
|