NYHEDSBREVET SES BEDST I EN BROWSER
Nyhedsbrev Maj 2025
Stærkt nordisk samarbejde
– NOF Spring Meeting i Oslo og optakt til NOF 2026 i København
 
Den 15.–16. maj deltog Dansk Ortopædisk Selskab i det fælles bestyrelsesmøde under NOF Spring Meeting i Oslo. Mødet samlede repræsentanter fra det hollandske samt de nordiske og baltiske ortopædiske selskaber og bød på værdifulde drøftelser om fælles faglige initiativer, strategier og samarbejde. DOS’ indlæg inkluderede bl.a. perspektiver på den igangværende sundhedsreform i Danmark og etableringen af Danish Orthopaedic Academy (DOA), der skal understøtte multicenterforskning af høj kvalitet i ortopædkirurgi.
 
Som noget nyt deltog yngre repræsentanter (Young NOF) fra alle medlemslande i mødet.
 
 
Hvorfor er NOF vigtigt? NOF (Nordic Orthopaedic Federation) er et unikt samarbejde, der fremmer kvalitet, forskning og uddannelse på tværs af landegrænser. Gennem NOF styrkes både erfaringsudveksling og udviklingen af fælles faglige indsatser – ikke mindst for yngre ortopædkirurger. De nordiske lande deler de samme udfordringer i sundhedsvæsenet og deler det samme værdigrundlag: Vælg klogt tankegangen og evidensbaseret behandling.
 
NOF Kongres i København 2026 – Vi glæder os til at være værter!
København danner rammen om den 62. NOF Kongres den 11-13 november 2026 (nofcongress2026.org) Forberedelserne er i fuld gang, og vi ser frem til at præsentere en kongres med stærkt nordisk fokus og højt fagligt niveau. Programmet kommer bl.a. til at byde på:
  • Subspecialty Day med dedikerede sessioner for alle nordiske ortopædiske subspecialer
  • Over 150 mundtlige præsentationer og et stort antal postere fra indsendte abstracts
  • Workshops og “Meet-the-expert”-sessioner med praktisk og klinisk fokus
  • NOF/DOS Honorary Lecture ved Margrethe Vestager: “AI og digitale løsninger i sundhedsvæsnet – et nordisk perspektiv”
  • Guildal Lecture ved Janne Heikkinen: “Forberedelse på krigsskader – et nordisk perspektiv”
  • National Society Sessions med aktuelle temaer fra alle otte NOF-lande
  • NOF Great Battle: Operativ vs. non-operativ behandling i udvalgte sygdomme
  • Fokus på kliniske retningslinjer, ortopædkirurgisk uddannelse, og forskning
  • Acta Orthopaedica-sessioner om etik og studiedesign
  • Young NOF Pre-course med undervisning, hands-on workshops og første generalforsamling
Vi opfordrer alle DOS-medlemmer til at bidrage med promovering af kongressen i jeres nordiske subspeciale netværk.
 
Travelling Grants for Young NOF
Som led i NOFs indsats for at støtte yngre ortopædkirurger, er der etableret et NOF Travelling Grant på op til €1.000 pr. person. Legatet dækker transport, hotel og deltagergebyr (inkl. precourse). Hver medlemsforening kan nominere op til tre kandidater, dog ikke det land der afholder kongressen.
 
Acta Orthopaedica – Vores fælles nordiske tidsskrift
Acta Orthopaedica er det fælles videnskabelige tidsskrift for NOF og har siden 1930 været en stærk platform for publicering af højtkvalitets ortopædisk forskning i Norden og internationalt. Tidsskriftet er open access, fagfællebedømt og har en betydelig impact factor, hvilket gør det attraktivt for forskere og klinikere i hele verden.
 
På NOF Spring Meeting blev Actas fremtid drøftet. Blandt de centrale punkter var:
  • Fortsat fokus på høj faglig kvalitet og relevans
  • Øget synlighed via sociale medier og internationale netværk
  • Drøftelse af økonomi og bæredygtighed i en open access-model
DOS opfordrer medlemmer fra alle subspecialer med forskningsaktivitet til at overveje Acta som publikation – og samtidig følge og støtte tidsskriftet via sociale medier og citationer. Acta er vores fælles stemme i den internationale forskningsverden – lad os bruge og udvikle den! Nordic approach – global impact!
 
 

Ole Rahbek

 
Frameld dig dette nyhedsbrev