|
DOS Nyhedsbrev
Specialeplanlægning og deregulering: Hvad betyder det for ortopædkirurgien?
Arbejdet med Sundhedsstyrelsens en bloc-deregulering af en række regionsfunktioner har i den seneste tid fyldt meget for Dansk Ortopædisk Selskab (DOS). Processen udspringer af ønsket om et mere fleksibelt og mindre bureaukratisk sundhedsvæsen, hvor regionerne får større råderum i planlægningen af behandlinger.
Rationalet bag dereguleringen er blandt andet at skabe en mere smidig regional planlægning, bedre udnyttelse af kapaciteten og mindre statslig kontrol. Konkret betyder det, at flere tidligere regionsfunktioner fremover overgår til hovedfunktionsniveau, hvor behandlinger potentielt kan varetages af privatpraktiserende speciallæger og privathospitaler.
DOS’ tilgang til processen
DOS har deltaget aktivt i dialogen og anerkender behovet for et robust og fleksibelt sundhedsvæsen. Vi er enige i, at nogle funktioner med fordel kan dereguleres – men kun når det er fagligt forsvarligt og underbygget af data.
Vores grundlæggende princip er klart:
"Specialisering og centralisering af komplekse behandlinger sikrer højere kvalitet, færre komplikationer og bedre ressourceudnyttelse. Beslutninger skal være drevet af data!"
Hvor står ortopædkirurgien efter denne omgang?
Heldigvis har ortopædkirurgien som helhed ikke været hårdt ramt i denne runde af dereguleringer – men der er grund til bekymring.
Særligt beslutningen om at deregulere bagfodskirurgi (RF7) – herunder calcaneusosteotomier, triple artrodeser og ankelartrodeser – har vakt alvorlig faglig bekymring. DOS har sammen med Dansk Fod- og Ankelkirurgisk Selskab (DFAS) gjort det klart, at denne beslutning er fagligt uforsvarlig.
Bagfodskirurgi er et område med lavt nationalt volumen og teknisk komplekse indgreb, der kræver multidisciplinært samarbejde og høj kirurgisk rutine. En deregulering kan betyde:
• mindre volumen pr. kirurg
• tab af ekspertise
• forringet kvalitet og patientsikkerhed
• svækkede muligheder for dataregistrering og kvalitetsopfølgning
Vi har derfor anmodet Sundhedsstyrelsen om at genoverveje beslutningen.
Når funktioner forsvinder ud i hovedfunktionen – hvad betyder det?
Når en regionsfunktion overgår til hovedfunktionsniveau, forsvinder den fra den nationale specialeplan. Det betyder, at Sundhedsstyrelsen ikke længere fører tilsyn eller fastlægger krav til varetagelse, volumen eller samarbejdspartnere. Fremover vil det være op til de enkelte regioner at beslutte, hvor og hvordan funktionen monitoreres og varetages.
Dette giver større fleksibilitet – men også risiko for faglig fragmentering og uensartet kvalitet. For DOS rejser det spørgsmålet, om vi er på vej mod en struktur, hvor ansvaret for kvalitet og faglighed gradvist glider væk fra de nationale rammer.
DOS mener, at komplekse ortopædkirurgiske behandlinger – uanset organisatorisk niveau – fortsat skal udføres af de mest kompetente hænder.
Hvad sker der nu?
DOS’ kvalitetsudvalg og de relevante fagområder arbejder videre med input til Sundhedsstyrelsen og vil fortsat presse på for, at fagligheden forbliver styrende for fremtidens specialeplanlægning.
DOS står klar til at bidrage konstruktivt til den kommende revidering af specialevejledningen for ortopædkirurgi, så kvalitet, patientsikkerhed og dataansvarlighed ikke tabes i processen.
Det er ikke kun DOS, der bekymrer sig om den fremtidige kvalitet i behandlingerne – det gør patienterne også. Derfor har vi sammen med Gigtforeningen skrevet en kronik, som kan læses på DOS’ hjemmeside under DOS mener.
Vi ses på DOS-kongressen!
De bedste hilsner
|