|
Kære DOS-medlem
Retningslinje arbejdet 2026
D 12. marts afholdt vi for første gang ”DOS Retningslinjedag” i samarbejde med Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (Sundk), og de første indtryk er absolut positive. Fagområderne har selv indmeldt emner og arbejdsgrupper, så ejerskabet for indhold og anbefaling er forsat forankret i DOS. Da flere fagområder har efterspurgt et mere åbent koncept, hvor udgangspunktet for en systematisk litteratursøgning og efterfølgende validering af eksisterende evidens kan være bredere end 1-2 PICO spørgsmål, har vi i år ligeledes suppleret med et retningslinjekoncept, som vi kalder ”narrativ KKR”. Ved interesse kan arbejdsmetode, baggrund og årshjul ses på hjemmesiden.
Forventningen er, at vi efter sommerferien kan lægge en håndfuld retningslinjer i høring på DOS hjemmesiden til efterfølgende godkendelse og siden præsenteret til DOS/NOF kongressen i november. Vi håber, at I bakker op om arbejdet, hjælper med implementeringen af jeres kollegaers flotte arbejde og gerne melder forslag til fremtidige emner ind via jeres fagområde eller direkte til quality@ortopaedi.dk
De bedste emner er områder, hvor der er stor diskrepans i behandling på tværs af landet eller uenighed om behandlingsmetode.
Specialeplanen
Som bekendt påbegyndte SST arbejdet med revision af Specialeplanen i foråret 2025, i første omgang med en møderække om tilretning af Specialebeskrivelsen. I løbet af efteråret fandt SST behov for at ændre skabelonen for alle specialebeskrivelser, og det opfølgende møde med præsentation af resultatet af dette afventer vi forsat. I DOS deltager vi selvfølgelig forsat i processen og alle fagområder har ligelig indflydelse via deres repræsentant i vores egen Specialeplangruppe. Seneste meddelelse fra SST er endnu en udsættelse, nu på baggrund af det udskrevne folketingsvalg, men dog en forventning om næste møde inden sommerferien.
Åben for tilmelding til NOF/DOS kongressen
Der er nu åbent for tilmelding til året NOF/DOS Kongres og til Precourse, som begge afholdes i København fra d. 10. til 13. november. Til orientering kan vi oplyse, at der tilkommer et nødvendigt administrationsbeløb på 150 kr, da årets kongres er international.
Precourse d. 10. november afholdes med teoretiske sessioner om formiddagen, og eftermiddagen byder på workshops med: humerus frakturer, epifyse skader, fraktur relaterede infektioner, flexor sene skader, gennemgang af den gode THA, menisk skader, multiligament skader i foden, basal osteosyntese og damage control. Alle med praktiske øvelser, og internationale undervisere. Ved deltagelse på Precourse gives de 750 kr. for Precourse i rabat til kongressen!
NOF/DOS kongressen afholdes på Tivoli Congress Hotel d. 11.-13. november, hvor der vil være de samme sessioner som der kendes fra DOS kongressen med orale præsentationer, Meet the Experts, symposier fra uddannelses- og kvalitetsudvalget og DOS Battle. I år er de suppleret med markant flere symposier i et bredt udvalg af emner, som krigskirurgi, registerforskning, brugen af AI i ortopædkirurgi, work-life balance og kliniske problemstillinger. Torsdag er sat af til dykke ned i fagområderne, hvor alle fagområdernes selskaber har lagt spændende programmer med symposier og international deltagelse.
Programmet for kongressen kan ses på
På vegne af DOS Bestyrelsen
|