Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære DOT medlem!  
 
Vi ønsker jer alle en god sommer. Her er kort nyt fra traumeselskabet.       
 
DOT Årsmøde DOT vil gerne takke for et fantastisk årsmøde. Rekord stor deltagelse med 140 deltagende og et meget kompetent fakultet.  
 
Årsmødet 2020 er allerede planlagt og emnet er ”femur og patella”. Afholdes den 13. og 14 marts 2020 på Trinity Hotel og konference center, Fredericia. Igen har vi fået et internationalt fakultet bestående af Paul Tornetta III, Steve Mitchell, Ante Matti Kalstad og vores egen Lasse Birkelund. Sæt allerede kryds i kalenderen nu og begynd at indsamle cases.  
 
Rejselegat Rasmus Juul fra Sjællands Universitetshospital Køge har fået tildelt DOTs rejselegat på 10.000. Rasmus var i 2018 på et 6 måneders ophold på Tygerberg Hospital, Cape Town, Sydafrika. Rasmus vil fortælle om sine oplevelser på general forsamlingen ved DOS kongressen og en skrivelse om hans ophold vil snarest være tilgængelig på DOT´s hjemmeside. Lad Rasmus´s erfaringer inspirere dig til din uddannelse.  
 
Igen i år vil DOT have mulighed for at tildele et rejselegat. Deadline for ansøgning er 1. december. På vores hjemmeside finder du kriterier for ansøgning.    
 
DOS kongressen DOS kongressen skifter som bekendt lokalisation til Vingsted, Vejle. DOT følger selvfølgelig med og der afholdes som vanligt generalforsamling om onsdagen. Generalforsamlingen efterfølges af et symposium om Pilon frakturer der afholdes i samarbejde med Dansk Fod- og Ankelkirurgisk Selskab.  Vi håber der er mange af jer der kommer og støtter op om begge dele. Endeligt program vil foreligge på DOS´s hjemmeside.
 
De nye lokaliteter i Vingsted har givet nye muligheder. Derfor vil DOT om torsdagen fra kl 13.30 til 15.00 afholde en workshop om optimering af den monolaterale eksterne fiksation. Der vil være mulighed for at 32 kan tilmelde sig gratis og få både teori og sawbone øvelser. Tilmelding vil være åben fra 15. august på DOT´s hjemmeside.
 
Afsked med en professor Beklageligvis må vi i Danmark tage afsked med traumeprofessor Hagen Schmal fra Odense Universitets Hospital. Hagen har på ganske kort tid og sin helt egen måde haft stor indflydelse på dansk traumatologi og været med til at præge det i en mere international retning. Hagen starter fra september i en ny stilling som professor i Freiburg. Tyskland. DOT vil gerne sige tak til Hagen og ønsker dig held og lykke med din nye stilling.   
 
Det specialespecifikke kursus i traumatologi DOT´s bestyrelse har valgt at udpege ortopædkirurgisk afdeling, Kolding sygehus til at overtage det specialespecifikke kursus i traumatologi fra september 2021. Tillykke til Kolding.          
 
De bedste hilsner  
 
Ilija Ban
Formand  
Dansk Ortopædisk Traumeselskab - www.traumeselskab.dk
Redaktør : Ulrik Branner - webmaster@traumeselskab.dk
Frameld dig dette nyhedsbrev