Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære DOT medlemmer

Efter et veloverstået DOS i nye omgivelser, bevæger vi os med hastige skridt mod et nyt år, som byder på flere spændende ting i DOT regi, herunder selvfølgelig også et nyt DOT årsmøde, som i allerede ved.

DOT årsmødet 2020 afholdes for 5. gang d 13.-14. marts i vanlige omgivelser på Trinity i Fredericia. Emnet er ”Fraktur af femur og patella”. Igen i år har vi samlet et sublimt fakultet; programmet ligge på DOT’s hjemmeside. Der er åben for tilmelding, og vi opfordre jer til at tilmelde jer snarest – så er du sikker på en plads, og vi kan overholde vores deadline med Trinity (d 10. januar 2020). Vi forventer i år at have mulighed for 150 deltagere, og der er allerede stor interesse.  Har du en interessant case, som du gerne vil dele med os alle så send den til (bovbjergen@hotmail.com) inden den 1. februar 2020.
 
DOS kongressen 2019 i Vingsted er netop blevet afholdt. I DOT er vi stole af, at der var så mange traumeinteressede ortopædkirurger repræsenteret. De nye omgivelser betød, at vi havde god plads til både vores generalforsamling og det efterfølgende symposium om ”Pilon frakturer”, som blev afholdt i samarbejde med Dansk Fod- og Ankelkirurgisk Selskab. Gik du glip af symposiet eller har du lyst til at gense et par pointer, så finder du nu oplæggene på hjemmesiden.

Under generalforsamlingen vedtog vi en mindre vedtægtsændring, der betyder at man i forbindelse med valg til bestyrelsen hver tredje år fremadrettet har lavet en permanent udvidelse af antal bestyrelsesmedlemmer til 11 mand.

I år afholdte DOT workshoppen ”Basale principper for monolateral ekstern fiksation” under DOS kongressen i samarbejde med industrien. Vi havde 32 deltagende, og har efterfølgende fået positiv tilbagemelding samt opfordring om at afholde kurset igen. Vi stræber mod at afholde samme workshop ved DOS kongressen 2020.  

Rejselegat
Fristen for at ansøge DOT´s rejselegat var 1. december 2019. Desværre har vi ingen ansøgere i år. Rejselegater bliver igen slået op i 2020. Husk at gøre dine kollegaer opmærksomme på muligheden.

KKR
Årets nye KKR om ”Calcaneus frakturer” blev præsenteret til DOT generalforsamlingen og ligger på Kvalitetsudvalgets hjemmeside sammen med opdateringerne på KKR om ”Proximal humerus frakturer” og ”Supracondylær husmerus fraktur hos børn”.
I 2020 indstiller DOT følgende KKR: ”Cementerede vs ucementerede hemialloplastiker ved dislocerede coll. fem. frakturer” som et samarbejde mellem DOT og DSHK. Endvidere forventes en ny KKR om ”Initial diagnostisk metode af mulig karskade efter knæluksation” evt i samarbejde med SAKS og en revision af KKRen ”Osteosyntese af ustabile pertrochantære frakturer med marvsøm”.
 
NOMS (National Ortopædisk Metodehåndbog i Skadestuebehandling)
NOMS arbejdet er gået ind i næste stadie. Frakturdelen er næsten færdig og en testversion kan findes på noms.dk. Vi har kontaktet relevante fagselskaber og bedt dem om at bidrage med deres faglighed i forhold til de områder, som de beskæftiger sig med. Indtil nu er der kun positiv tilbagemelding. Har man kommentar eller ønsker at bidrage med en NOMS vejledning kan man altid skrive til (ilija.ban@regionh.dk).    

Akutmedicin
DOT har deltaget i en arbejdsgruppe med DOS og Dansk Selskab for Akut Medicin om udarbejdelse af et holdningspapir vedrørende snitflader i skadestue og traumemodtagelse mellem akutmedicin og ortopædkirurgi. Samarbejdet har fungeret godt, og vi ser dette holdningspapir som et godt fundament for at forsætte de gode takter ude i afdelingerne.

Uddannelse
Uddannelsesudvalget under DOS har som bekendt arbejdet med opdatering af målbeskrivelserne til hoveduddannelsen, og her har DOT selvfølgelig også deltaget. Arbejdet er endnu ikke helt færdigt, men et flot udkast blev præsenteret til DOS kongressen.


Fra DOT bestyrelsen vil vi sige tak for et godt år, vi glæder os til det næste.
Med ønske om en god jul og et godt nytår til jer alle.

Ilija Ban          Annie Primdahl
Formand          Næstformand

Dansk Ortopædisk Traumeselskab - www.traumeselskab.dk
Redaktør : Ulrik Branner - webmaster@traumeselskab.dk
Frameld dig dette nyhedsbrev