NYHEDSBREVET SES BEDST I EN BROWSER
Nyhedsbrev marts 2023
Kære DOS-medlemmer,  
 
DOA-dag 1 blev afholdt den 10. maj med deltagelse af professorer og forskningsansvarlige fra hele landet. Det var en konstruktiv og positiv stemning, hvor alle bidrog til at udvikle dansk ortopædkirurgisk forskning.
 
Husk at ALLE kan tilmelde sig DOA-dag 2, se information i bunden af denne mail.
 
Dagen blev modereret af Lægeforeningens tidligere formand Mads Koch Hansen, der ledte os igennem gruppediskussioner af kernespørgsmålene omkring oprettelsen af Danish Orthopedic Academy (DOA).
 
Opsummerende var pointerne:
 
Hvorfor DOA?
Fordi vi skal være herre i eget hus! Som klinikere, der behandler patienterne, er vi de bedste til at forstå og undersøge hvordan vi bedst hjælper patienterne. Vi skal kunne udvikle skarpe, patientcentrerede forskningsspørgsmål og gennemføre landsdækkende studier, der reelt påvirker behandlingsvalg og samfundsøkonomi. Vi skal have presse- og formidlingsstrategier som befolkningen og beslutningstagerne forstår. DOA skal frembringe evidens for behandlinger, så vi står stærkt i fremtidens sundhedsøkonomiske prioriteringer.  
 
Hvilken fordel har jeg af DOA?
Formaliseret netværk/samarbejde mellem afdelinger og forskere på nationalt plan. Hjælp til kommunikation med næse for det politiske. Alle centre kan være med i ambitiøse projekter, og det kan være en løftestang for at udvikle forskningsmiljøer, hvor de ikke er tilstede. DOA kan bidrage med en platform for studier. DOA kan være et kvalitetsstempel der letter fundraising  
 
Hvad skal DOA kunne?
DOA skal facilitere og finansiere forskning. DOA skal bidrage med patientperspektiv, samfundsøkonomisk perspektiv og metodemæssige overvejelser. DOA skal varetage juridisk bistand. DOA skal varetage datahåndtering og f.eks kunne stå for randomisering. DOA skal lave presse og formidlingsstrategier. DOA skal uddele økonomisk støtte.    
 
Hvilke projekter skal DOA støtte?
DOA projekter skal bygge på patientcentrerede forskningsspørgsmål. De skal adressere en betydelig sygdomsbyrde og have samfundsøkonomisk impact.  Projekterne skal være nationale og der skal være mulighed for deltagelse for alle relevante afdelinger. Der skal være klare og transparente kriterier og retningslinjer.  
 
Hvordan skal DOA opbygges og ledes?
DOA’s opbygning og struktur skal være transparent. DOA skal ikke være bundet til mursten. Kompetencer kan opbygges decentralt, således at DOA’s medarbejdere kan sidde hjemme eller på forskellige matrikler.  
 
Videre plan for DOA
Landets professorer og forskningsansvarlige gav DOS bestyrelse og Videnskabeligt Udvalg et klart mandat til at gå videre med DOA. Vi blev opfordret til at tænke stort, involvere Regionerne og søge støtte ved de store fonde. Vi vil over den kommende tid tage kontakt til relevante interessenter og fonde for at afsøge mulighederne for opstart af DOA.  
 
Alle interesserede inviteres til at bidrage til DOA
DOA-dag 2 afholdes i Odense den 31. august 2023 kl 10 – 15. Formålet med dagen er at give alle mulighed for at bidrage med tanker, ideer og bekymringer, at få direkte indflydelse på udformningen af DOA og sikre at vi bevæger os mod en konstruktion, der er til fordel for alle.
 
 
Nærmere information om dagens program følger. 
       
Kristoffer Weisskirchner Barfod 
Formand for DOS Videnskabelige Udvalg
Frameld dig dette nyhedsbrev